Målrettet forældreuddannelse er særligt tilpasset familier, hvor der er høj grad af kompleksitet og ofte massiv bekymring for barnet/børnene i familien. Der er således tale om et afdækkende, intervenerende og uddannende forløb, hvor der arbejdes bevidstgørende med forældrene med henblik på at afdække og udvide deres samlede kapacitet. Vi har god erfaring med løbende justering.
Vi er meget bevidste om, hvordan vores tilstedeværelse kan virke forstyrrende og stressende for en familie og vi bestræber os derfor på, at balancere vores besøg, så vi er til stede når der er størst brug for støtte og på den måde opnå størst mulige effekt af indsatsen.
Målrettet Forældreuddannelse er berammet til 3 måneders varighed med gennemsnitligt 2-3 besøg om ugen. Besøgene tilrettelægges på forskellige tidspunkter hhv. dag, aften og weekendbesøg. Derudover indlægges løbende uanmeldte besøg, såfremt det vurderes relevant for forløbet.
Indsatsen er delt op i 3 faser;
- En indledende undersøgende fase med henblik på, at få indblik i familiens hverdag og skabe tillid og tilladelser til det videre udviklingsarbejde.
- Den anden fase varierer imellem undervisning, sidemandsoplæring og konkrete afprøvninger ud fra relevante tematikker og tilgange. I denne fase afdækkes forældrenes kapacitet og forandringsparathed.
- I den afsluttende fase af indsatsen afdækker vi, i hvilket omfang forældrene er i stand til at implementere nye tilgange, forståelser og handlemåder i deres hverdag og samspil med børnene.
Der er i perioden løbende kontakt til sagsbehandler, som derved holdes orienteret om samarbejdet og udviklingen i familien. Derudover kontakter vi børnenes skole eller daginstitution, med henblik på at etablere en samarbejdsalliance som rummer tillid, tryghed og retning for både børn, forældre og de professionelle omkring familien.
Målrettet forældreuddannelse varetages af to fast tilknyttede konsulenter, der matches familien nøje med henblik på personlighed og faglig baggrund. Dette med henblik på, at skabe de bedste forudsætninger for tryghed og udvikling i familien.