Familieophold

Familieophold
Intensiv, forebyggende og udviklende indsats der afdækker familiens forhold og støttebehov

Et Familieophold i FFA Fondens hus i Sandvig på Bornholm, er en særlig intensiv og tidsbegrænset indsats. Indsatsen kan iværksættes efter aftale med myndighed i 3 uger, hvorefter der kan søges om forlængelse ved Socialtilsynet om yderligere 3 uger, jf. akutbestemmelsen i Servicelovens § 4, stk. 4.

Et Familieophold i FFA Fondens hus er en intensiv afdækning af familiens samspil, børnenes trivsel og sikkerhed samt af forældrenes kapacitet og udviklingspotentiale, set i relation til barnets/børnenes udviklingsmæssige behov. Familieophold indeholder forældreinterviews, samspilsobservationer, konkrete afprøvninger, sidemandsoplæring samt en afsluttende vurdering. Idet det er et døgnophold i en sammenhængende periode, har vi mulighed for at opnå et indgående indblik i familiens samspil, dynamikker og hverdag.

Istandsættelsen af huset har været været varetaget internt, da vi har en tømmer ansat og en autodidakt håndværker. Det betyder, at huset nu er blevet lige som vi kun kunne drømme om. Derudover består indretningen primært af genbrug og der er tænkt over hver en detalje for, at skabe de bedste rammer og forudsætninger for ophold i huset.

Vi glæder os til fremadrettet også at anvende huset til vores familierettede indsatser, da det bidrager til helt nye muligheder og forløb i det forebyggende familierarbejde.